Kappelborg Skolen - Borgerskole Matr. nr: 420a
Vis på kort
Skolevej 5 Opført år: 1901
Filmfoto


Borgerskolen er bygget i 1901, Gymnastikhuset i 1909 og mellemskolebygningen i 1919 Billedet er fra 1948

Beskrivelse:
I slutningen af sidste århundrede fandtes i Skagen hele tre skoler - i Vesterby en drenge- og en pigeskole og i Østerby endnu en skole samt en skole i Højen. (Sidstnævnte blev lukket i 1935). Fra Undervisnings og Kulturministeriet fremsendte man i 1891 til byrådet et ønske om at samle skolerne og uddele eleverne på flere klasser med flere lærere. Desværre tillod kommunens økonomiske forhold ikke, at man oprettede nye skoler endsige udvidede de allerede eksisterende. En ny skolelov satte imidlertid skub i sagen, og overlærer Carl Johansen, Østerby skole, fremsatte i 1899 efter anmodning fra skoleudvalget et forslag, der gik ud på at samlede tre skoler i Skagen i en fælles skole, der skulle opføres på en af kommunen allerede erhvervet grund. Byrådet handlede herefter særdeles hurtigt, og i slutningen af 1899 tog man kontakt med arkitekt A. Haunstrup, der kom til at præge byens skolebyggeri de følgende 20 år. Han udfærdigede tegningerne til den nye skolebygning (A), der stod færdig i begyndelsen af 1901 opført af lokale håndværkere. Elevtallet var fortsat stigende, og i 1909 opførtes et nyt gymnastikhus (B), der i 1924 blev ombygget til klasseværelser. Op mod 1918 var flere elever kommet til, og det var ganske besværligt at drive borgerskolen og realskolen på grund af afstanden. Realskolen, der var opført i 1904 og som desuden rummede mellemskolen, lå bag det gamle Kommunekontor, Virkelyst, Sct. Laurentii vej 18. Man besluttede derfor at opføre en ny mellem og realskolebygning (C) ved borgerskolen, og endnu en gang stod A. Haunstrup som arkitekt. I 1947-48 blev skolen igen udvidet. Der opførtes to nye bygninger, (D) og (E), der forbandt det tidligere gymnastikhus med henholdsvis borgerskolen og real- og mellemskolebygningen. Yderligere er skolen udvidet i 1969 med en to etages sidefløj (F).



Mellemskolen set fra øst 1948

Beskrivelse:
Gymnastikhus bygges 1909

Elevtallet har de sidste par år været stigende og kommunen har overtaget realskolen i 1907. Man havde derfor brug for flere klasseværelser, hvorfor overlæreren den 1/9 1908 på lærerrådets vegne indstiller til byrådet, at der bygges et nyt "gymnastikhus". Den 11/2 1909 indstiller skoleudvalget om opførelse af et gymnastikhus efter tegning og beskrivelse fra arkitekt Haunstrup. Omkostningerne beregnes til ca. 15.000 kr. og desuden søges om et beløb på 3.000 kr. til anlæg af "en Idrætsplads på Skolens Grund nord for Banelinjen". Den smalsporede jernbane gik jo til 1924 tæt langs gymnastiksalens nordside. Byrådet tiltrådte enstemmigt. Den gamle gymnastiksal omdannedes til klasseværelser, hvorved man fik plads til at oprette en 7. klasse, som man havde ønsket, så man kunne undgå, at eleverne ofte skulle gå to år i samme klasse.

Mellemskolen bygges

Lærerråd og skolekommission har flere gange i årene op mod 1918 anket over den store klassekvotient (op mod 40). Desuden var det jo ret besværligt at drive borgerskolen og realskolen sammen på grund af afstanden (mellem- og realskolen havde til huse i bygningen bag det nuværende turistbureau).
Den 26/3 1918 anmoder byrådet skoleudvalget om at komme med forslag ang. en ny skolebygning. 1. juni fremsender arkitekt A. Haunstrup tegning og beskrivelsen (håndskrevne) for den ny skolebygning.
Fra beskrivelsen: Bygningen agtes opført som Tegningen viser med 8 Klasseværelser, hvoraf 2 Borgerskoleklasser beregnet til 36 Elever hver, 4 Mellemskoleklasser til 30 Elever hver, en Realklasse til 25 Elever og en Klasse til Naturfag. To Lokaler agtes benyttet til Lærerperso-nalet og til Kontor for Borgerskolen. I Tagetagen indrettes et Kontor for Mellemskolen.

Vi gengiver et lille stykke fra byrådsprotokollen: 30/5 1918: Skrivelse fra Skoleudvalget ang. Udfaldet af Licitationen over Skolebygningen og foreslår at de laveste Tilbud antages.

Tilbudene er følgende:

Murerarbejdet Th. Thellefsen 24.600,10
Tømrerarbejdet Vald. Truelsen 21.154,17
Snedkerarbejdet N. A. Bertelsen 7.845,00
Blikkenslagerarbejdet J. P. Sørensen 4.182,00
Glarmesterarbejdet V. Berg 2.640,00
Malerarbejdet Schomburg 1.985,00
ialt 62.406,27

Udvalget foreslaar endvidere, at der indlægges Centralvarme, og at Tilbudet fra A/S Vølund, stort 13.200,00 kr. antages. Ovennævnte Tilbud antoges enstemmigt og ligeledes A/S Vølunds Tilbud på Varmeapparat. 1. april 1919 søger skolekommissionen om, at de to ledige lokaler i mellemskolen må blive taget i brug til Borgerskolen efter sommerferien: "Man vilde derved kunne opnå, at der blev flere Dagtimer og færre Aftentimer, samt flest mulige Lærere og Lærerinder var i Virksomhed samtidig, hvilket vilde tjene Skolen bedst".


Kappelborgskolen - Borgerskole

Beskrivelse:
Borgerskole - mellemskole

De forskellige skolelove har til hver sin tid præget livet i skolen. Som før nævnt var det loven af 24/3 1899, som gav stødet til bygningen af Borgerskolen, oprindelsen til Kappelborgskolen af i dag.
Borgerskolen var den offentlige skole, hvor alle undervisningspligtige havde ret til at komme. Undervisningen og bøgerne var gratis, men til gengæld havde man heller ikke mulighed for at opnå eksamen, og antallet af elever i klasserne var stort, mellem 30 og 40. Ville man have eksamen, måtte man søge den private Realskole.
I 1903 kommer loven om Mellem- og Realeksamen, og i mange købstæder overtager kommunen de tidligere private realskoler.
Efter 4 - 5 år i grundskolen kunne man komme i mellemskolen, der efter 4 år afsluttedes med mellemskoleeksamen, som gav adgang til realklassen eller gymnasiet.

Untitled  

Untitled  


Literatur:

1.
Kappelborgskolen 1901 - 75 år - 1976: Kappelborgskolen 1976
16 Sider : ill

2.
Huse i Skagen - Bind 1-2 Fredningsstyrelsen 1981-1982
Bind 2 - Kappelborg og Østerby, Side 280-281

3
Skagen på Postkort - Skagen Lokalhistoriske Forening 2003
112 sider - ISBN 87-88602-11-7
Side 54


  Ny version af Skagen Før og Nu Top Home - Gå til Forsiden