Skagens Rådhus - Arresthus - Tinghuset Matr. nr: 106
Vis på kort
Sct Laurentii vej 113 Opført år: ca. 1865
Filmfoto


Skagens Rådhus - Arresthus, Sct. Laurentii vej 113 Idag Lokalsamlingen - Tinghuset

Beskrivelse:
Ved en brandtaksation i 1865 omtales Købmand A. Hoffmeyers gård som »ufuldført«. Den stod færdigopført samme år og takseres i 1867, hvor der beskrives et »Stuehus i Nord Grundmur med blindede Stolper i Østre Ende og begge Sider for 10 Fag, 4 Fag nyt ufuldført, Bræddepanel rundt om indvendig i de 10 Fag Tegltag, Boutik, 4 Værelser«. Syd for dette hus lå et pakhus omtalt med 12 fag opført i teglhængt, udmuret bindingsværk. Ved en handel i 1868 købte købmand og byråd Chr. Sørensen Møller gården af A. Hoffmeyers fallitbo og videresolgte den samme år til kommunen, for hvem den i 1870 takseres som »Byens Thing, Raad og Arresthus«. Det tidligere beboelseshus stod med 14 fag, hvoraf de 10 østre fag havde blændede stolper, de fire vestre fag stod i grundmur. Huset var teglhængt med to skorstenspiber. Foruden ting- og rådstue, der blev indrettet i den tidligere butik, omtales tre arrester, arrestgård indhegnet med 48 alen plankeværk, seks alen højt! Næste taksation følger i 1919 og nu under benævnelsen »Kommunens Raadhus«. Rådhuset beskrives som grundmuret, men ellers er ingen væsentlige ændringer omtalt. I det tidligere pakhus var foruden sprøjterum også indrettet vaskerum og ligstue! Arrestgården var på dette tidspunkt omgivet af en mur, som forsvandt senere antagelig omkring 1936, hvor det eksisterende udhus blev opført.


Gammel Postkort

Beskrivelse:
Ting- og Rådhus
Bygningen, der er ca 1865, har fungeret som tinghus, rådhus og arresthus - i det hele taget byens offentlige hus. I 1968 blev det sidste byrådsmøde holdt her. Arrestforvareren Chresten Christensen, kaldet Spids, boede sammen med kone og seks-syv børn i den ene ende af huset, der også rummer tre celler. Der findes journaler over alle fanger, hvad de sad for, hvor mange dage, om de havde mørkearrest, hvor skodderne blev slået for det lille vindue, om de var på vand og brød eller fik lov at spise af Arrestforvarerens kones mad


Beskrivelse:
Tysk Møllersvend
En gang kom en tysk møllersvend til byen. Han blev arresteret for løsgængeri, men dommen blev anket og han sad en måneds tid i cellen i Tinghuset. Han fik visse friheder, og fik blandt andet mulighed for at bygge et flot bogskab. Efter løsladelsen blev han udvist af landet og da han ikke kunne have skabet med sig, forærede han det til Spids.
Skabet stod i arrestforvaterens dagligstue indtil 1940. Da man for nogle år siden. renoverede bygningen tilbage til sit oprindelige udseende, forærede Spids' arvinger skabet til Lokalsamlingen. I dag rummer skabet alle førsteudgaver af Holger Drachmann.
Arrestforvareren var Også en slags pedel for hele huset, for byrådet og justitsvæsenet, Her foregik vaccinationer og sessioner, og han fungerede som datidens budbringer af nyheder. Med en tromme gik han rundt i byen og kundgjorde alle nye love og forordninger.

Untitled  

Untitled  

Ejerliste:



1865 - 1868  Købmand A. Hoffmeyer
1868 -   Købmand Chr. S. Møller
1868 -   Skagen Kommune - Raadhus og Arresthus
-   Skagen Kommune - Egnssamlingen Tinghuset

Literatur:

1.
Huse i Skagen - Bind 1-2 Fredningsstyrelsen 1981-1982
Bind 1 - Højen og Vesterby, Side 199-200

3.
Skagen retake - En by i lys 2013
214 sider - ISBN 978-87-982298-4-1, Side 68


  Top Home - Gå til Forsiden